Vi har hørt det fra flere virksomheder i årenes løb; ”Nu har vi fået en EVP, optimeret landingsiden og lavet content, så er vi i mål.” Men nej, langt fra. Det er en af de største faldgruber at stoppe der. Der ligger nemlig et fuldstændig overset potentiale i positionering, kendskab og konvertering.
Som virksomhed skal du investere i dit employer brand på samme måde, som du ville gøre med dit kommercielle brand. Det skal altså passes og udvikles løbende. For dit employer brand kan du ikke helt selv kontrollere. Det forholder sig sådan, at det er omverdenens oplevelse af din arbejdsplads, der definerer dit employer brand. Dvs. at det er delvist styret af medarbejdere, kunder, medier og andre interessenters omtale. Du kan dog arbejde målrettet med jeres employer brand ved at styre det i den retning, du ønsker. Og her bør du især involvere medarbejderne og skabe et rum, hvor de kan fortælle om deres oplevelser. Anbefalinger og fortællinger om arbejdspladsen fra eksisterende og tidligere medarbejdere er langt mere troværdige end virksomhedens egne påstande. Faktisk viser en undersøgelse fra LinkedIn, at nye kandidater er tre gange mere tilbøjelige til at tro på eksisterende medarbejdere end udsagn fra virksomheden selv.
Lader du medarbejderne tage ordet, kan det være med til at skabe de bedste forudsætninger for et godt omdømme. Det styrker jeres evne til at fastholde og tiltrække medarbejdere.