Virksomheder taler om flaskehalsproblemer. De kan ikke finde kvalificerede medarbejdere. Så var det måske en ide at lede på en ny måde!

04.05.2017

Der tales om flaskehalsproblemer – jobbene er der, men virksomhederne kan ikke finde kvalificerede medarbejdere.

Alligevel er måden, virksomheder søger efter kandidater præcis den samme som for 50 år siden. Vi skriver til hinanden, og søger man på samme måde, så sorterer man også på samme måde, og så bliver man nok sjældent overrasket.

Lad os i stedet vende processen så vi taler til hinanden. Først lader vi virksomheden præsentere sig med en video. Det vil give et helt andet og langt mere personligt indtryk af virksomheden, som vil bringe nye kandidater i spil, der ellers ikke havde fået øje på virksomheden.

Dernæst lader vi kandidaterne ansøge jobbet med et cv suppleret med en video. Nu ser vi hinanden i øjnene. Kandidater, der måske ikke er verdens bedste på skrift kan være fantastiske verbalt. Kandidater, som formulerer sig anonymt, kan præsentere sig med karakter. Fordomme omkring navn og sprogfærdigheder kan på få sekunder falde i baggrunden, når man ser kandidaten i øjnene og lytter til deres tale.

Kort og godt: hvis du finder det svært at finde kvalificerede medarbejdere, så søg på en ny måde!