Videoansøgning, videoCV eller videoscreening?

29.06.2020

Same same… Eller? Svaret er faktisk nej – det er det bestemt ikke. Selvom begge indeholder video, så er der nemlig ret stor forskel på formatet. Tillad os at forklare forskellen her.

Hvad er en videoansøgning?

Videoansøgning

Ordene siger sig selv – en ansøgning på video. Ligesom med en helt almindelig ansøgning er en videoansøgning et element, kandidater sender med, idet de søger et specifikt job. I videoansøgningen handler det om, at kandidaten skal forsøge at besvare alt det, man ellers vil kunne finde i en helt almindelig ansøgning.
Det indebærer: Motivation for at søge jobbet, hvorfor man synes, at man er det perfekte match til netop denne stilling i virksomheden og så selvfølgelig argumenterne for, hvorfor man er bedre end alle de andre ansøgere. Det kunne også være at trække helt specifikke paralleller til tidligere arbejder, og hvordan disse kompetencer og erfaringer kan bruges i den stilling, man søger.

Kort sagt, så er en videoansøgning en kort introduktion til, hvem man er. Og den sendes på lige vilkår med en almindelig jobansøgning. Her er det altså kandidaten, der styrer, hvad der skal være i videoansøgningen.

Oftest er en videoansøgning ikke et krav for at søge jobbet. Flere og flere vælger dog aktivt selv at lave den – netop fordi man skiller sig ud fra mængden og får vist, hvem man er. En typisk videoansøgning varer 1-2 min.

Videoformatet handler ikke om, hvor dygtig en kandidat er til at optage, klippe og redigere en video (medmindre kandidaten selvfølgelig søger job som videoproducer). Dog er der mange kandidater, der vælger kreative løsninger og forsøger sig med redigering, underlægningsmusik og grafikker for at understøtte deres budskaber. Det kan især give sig godt ud, hvis man eks. søger job inden for marketing eller kommunikation.

Med definitionen af en videoansøgning på plads, kan vi bevæge os over til at definere videoscreening.

Hvad er Videoscreening?

Videoscreening

En videoscreening foregår som regel* længere henne i processen, nemlig efter en kandidat har søgt jobbet (mere om ”som regel*” senere). Nærmere betegnet er en videoscreening ”næste skridt” i en rekrutteringsproces, på lige fod med eller i kombination med en personlighedstest, en case eller noget tredje.

Som rekrutteringsansvarlig har du på dette stadie i din rekrutteringsproces allerede fået et lille indblik i, hvem der har søgt stillingen, du rekrutterer til – formentlig gennem et CV og en traditionel ansøgning (fordi det stadig er den mest traditionelle måde at rekruttere på).
Du har nu vurderet, at udvalgte kandidater er interessante nok til at gå videre i processen. Faktisk har du allerede 15 kandidater ud af dine i alt 150 ansøgere, du mener, er et godt match til stillingen. De 15 udvalgte inviteres til næste trin i processen: Videoscreening, mens de resterende 135 modtager et pænt afslag.

Du har nu et behov for at lære dine 15 kandidater endnu bedre at kende, før du vurderer, hvem du ønsker at bruge en halv til en hel times personligt interview på.
Derfor stiller du dem 2-3 nøje udvalgte spørgsmål, der har til formål at afdække deres personlighed, motivation, kompetencer osv.
De udvalgte kandidater modtager en mail, hvori de får at vide, at de er udvalgt til næste skridt i processen samt et link til videoscreeningen.

Kandidaterne får en deadline for besvarelse af spørgsmål, men inden for den tidsramme står det dem frit for, hvor og hvornår de ønsker at optage deres videosvar. Derudover får kandidaterne en tidsbegrænsning, dvs. at deres enkelte videosvar ikke må overstige fx 60 sekunder. Du kan nu sammen med dine rekrutterende kollegaer (eller hver for sig #COVID19), se kandidaternes videosvar og bruge det til at indsnævre feltet yderligere.

Med videoscreening er det altså den rekrutterende virksomhed/dig, som skaber rammen for, hvad kandidaten skal besvare på video. Dvs. vi går væk fra den mere kreative fristil (videoansøgning) til et mere struktureret pre-screening format.

Forklaringen af "som regel"

Jeg lovede jo at vende tilbage. For som jeg skrev, så ser vi oftest, at man som virksomhed gør brug af videoscreening efter, at man har modtaget både CV og ansøgning. Men der findes også andre måder at bruge det digitale værktøj på.
Videoscreening kan nemlig delvist eller faktisk helt erstatte en traditionel ansøgning. Frem for, at du i dit stillingsopslag skriver: ”Jobbet søges ved at sende ansøgning og CV ind her”, så beder du kandidaterne om at besvare en videoscreening.

For det første får du svar på, hvordan en kandidat går til en ny opgave.
Du får deres perspektiv på dine spørgsmål.
Du får lov til at møde personen bag ansøgningen, fordi du nu langt nemmere kan afkode deres personlighed, udsagn og motivation.

Ved at give kandidaterne nogle klare rammer for, hvad du ønsker svar på, øger du sandsynligheden for, at du får et kvalificeret grundlag for den videre rekrutteringsproces.

Og processen har altså sine klare fordele. Læs bare casen fra Illum, der helt droppede CV, ansøgning og personlige samtaler.

Hvad er et videoCV?

Videocv

Og så kommer det nyeste skud på stammen – VideoCV.

Et videoCV er en udvidelse af videoansøgningen. I stedet for at tale frit om sig selv, taler et videoCV direkte ind til ens erfaringer fra tidligere ansættelser. Ej at forveksle med, at man nu skal læse sit CV op på video – for hvem gider at se det? Det handler tværtimod om nøje at udvælge hvilke kompetencer, styrker, erfaringer og resultater, man har opnået og fremhæve dem i en håndgribelig kontekst, som gør det let for dig, der rekrutterer at matche det med en stilling. Formålet med et videoCV er derfor at give dig et hurtigt og nemt overblik over kandidatens faglige kompetencer og erhvervserfaring.
Du vil typisk opleve at modtage et videoCV fra kandidater, der søger uopfordret og som ønsker at fange din opmærksom, eller som et supplement til deres motiverede ansøgning og skriftlige CV.

Et videoCV varer ca. 1 min og virker som en teaser, der skal give dig lyst til at dykke ned i det supplerende/resterende.

Jasmina Viso: Vi styrker din content produktion

Var du klar over forskellene?

Skriv endelig til mig i chatten, hvis du har spørgsmål.