Traditionel reklame har svært ved at blive hørt. Utraditionel rekruttering har ikke.

06.06.2017

Hvad vil du helst arbejde for – et menneske eller et logo? I disse cybertider, der ellers har ry for at teknogøre os alle sammen og vende den kolde kind til mere menneskelighed, har jobmarkedet en ny positiv tendens, der måske er et forvarsel vi alle burde lytte til.

Vi hører det hele tiden; robotterne er på vej. Men noget andet er også på vej – en modpol. Et voksende krav om, at virksomhederne skal vise mere hjerteblod og særpræg, når de rækker ud efter ny arbejdskraft.  Et krav om, at den der søger folk skal lade mere personlighed skinne igennem, og ikke bare dokumentere deres påstand om ægthed og oprigtighed gennem – netop dokumenter.

Tydelige tendenser kommer før tydelige tal. Og det er stadig for tidligt at tegne grafer.  Men meget taler for, at hvis du som virksomhed vil hente de bedste kandidater, og gøre dig til over for de meste eftertragtede kompetencer derude – så nytter det ikke længere, at gemme sig bag designmanualer og standardfraser, og tro at dyrekøbte reklamer har banet vejen for uanet goodwill blandt ansøgerne.

De virksomheder der tør stille sig frem, de virksomheder der tilbyder, at vi kan se dem i øjnene og gerne helt ind i sjælen, de virksomheder der stiller op med en kandidat af kød og blod og om muligt lader en mission skinne igennem – de scorer nogle interessante point. Vi vil arbejde for nogen og for noget – og ikke bare blive ansat af præfabrikerede processer, der leder strømmen af lemminger samme vej.

Et paradigmeskift?  Eller måske bare en naturlig udligning.  For en jobsøgende har jo altid skulle blotte sig og fortælle ivrigt og veloplagt om sig selv, sine bedrifter og sine fritidsinteresser.  Den der søger job har altid skulle sælge sig selv.  Nu er stafetten tydeligvis ved at blive givet videre til jobudbyderen – og det er faktisk ligegyldigt om du er en lille privatejet virksomhed eller en stor koncern.

Et sigende eksempel fra vores verden i SEEKNSPEAK. En arbejdsgiver stiller sig op foran kameraet og fortæller kort om det han søger.  Han er lidt nervøs, han er ikke scenevant, han formidler lidt hakkende.

Ud fra en professionel betragtning, så gør han det ikke godt på en tjekket måde og han siger sådan set heller ikke noget epokegørende anderledes. Men han er ægte. Han mener det, han siger.

Og bagefter kommer belønningen. Likes. Opmærksomhed. Sympati.  Og lige i hælene på det – flere kvalificerede ansøgere, der netop hæfter sig ved, at her er en mand og en mission – og ikke bare et ledigt job.

Moralen er ikke, at det utjekkede er vejen frem. Moralen er, at det overtjekkede måske er ved at blive gennemskuet, som noget der altid kan købes for penge. Måske arbejdssøgerne sender et signal til arbejdsgiverne om, at vi godt ved robotterne kommer, og vi gider også godt at arbejde sammen med dem.

Men vi gider ikke arbejde for dem.  Vi gider at arbejde for mennesker.