Recruitment Marketing er kommet for at blive

13.12.2019

Indenfor moderne rekruttering og som et led i kampen om arbejdskraften, er der dukket et nyt begreb op: Recruitment Marketing.

Recruitment marketing er en vigtig strategi, som bør tænkes ind i alle talent acquisition initiativer og er en disciplin som enhver rekrutteringsansvarlig bør mestre. Desværre er sandheden ofte, at det kun er semi-inkluderet i marketing-budgettet og sjældent tænkt ind som en HR-kompetence. 

Hvad er Recruitment Marketing

Recruitment Marketing referer til de strategier og taktikker, som en organisation bruger for at finde, tiltrække og engagere kandidater, før de søger et job. Der er altså tale om marketing mod potentielle kandidater i en ”før-ansøger-fase”, der har til formål at skabe eksponering, opmærksomhed og helst konverteringer i form af flere relevante ansøger til virksomhedens ledige job.  

Recruitment marketing Funnel

Figur 1. Recruitment funnel 

Der er altså tale om de allerførste steps i rekrutteringstragten, hvor der er fokus på at skabe interesse for den pågældende virksomheds kultur med relevant indhold gennem diverse platforme. Tragten skal fyldes godt op med mange relevante ”leads”, som kan bearbejdes og ansættes på et tidspunkt. 

På den måde er det ikke meget anderledes end det marketing arbejde, man laver for at tiltrække nye kunder ved at skabe opmærksomhed for virksomhedens produkter.   

Mange virksomheder har efterhånden fået øjnene op for denne disciplin og inkluderet den i rekrutteringsstrategien. Og det forstår man godt, idet det ellers kan mærkes på en række vigtige KPI’s, som få eller ingen ansøgere, middelmådig kvalitet i ansøgerfeltet, ubesatte stillinger og i værste fald produktionstab.

Kend din “kunde” 

Når man arbejder med marketing er det vigtigt at kende sin kunde, ellers risikerer man at lave kommunikation som ikke taler direkte til dem man ønsker. Det samme gælder, når man arbejder med recruitment marketing. Så start med at spørg dig selv: Hvem er min ideelle kandidat? Hvilke emner og indhold går de op i? Og hvordan når jeg ud til dem?   

Sådan arbejder du med Recruitment Marketing

Lad os kigge lidt på, hvordan du kan arbejde med det.

  1. Definér den ideelle kandidat:
    Start med at lave en kandidatpersona på den ideelle kandidat. Se på dine nuværende topperformers i virksomheden og undersøg, hvad de har brug for, for at gøre deres job godt, hvad der motiverer dem og hvad der bekymrer dem. Jo bedre indsigt du har i den ideelle kandidat, jo bedre kan du ”tale til hende” velvidende, at ikke alle kandidater vil passe på personanen. Men det giver dig en god retning at arbejde videre med. 

  2. Definér emner/indhold til den ideelle kandidat
    Helt overordnet handler det om at få adresseret kulturen. Her er det også en god idé at spørge et par af sine topperformere hvorfor de valgte at søge arbejde her, hvorfor de stadig er ansat, hvad de elsker mest ved arbejdet osv.  Der vil helt sikkert være temaer som går igen og som definerer kulturen. Og det er de temaer der skal dyrkes og italesættes internt, eksternt og i dialoger med kandidater. Eksempler på det kan være at hvis man har svært ved at tiltrække kvinder til sit advokatfirma pga. arbejdstiderne, kan det være en god idé at fremhæve og eksemplificere hvordan worklife balance praktiseres i dagligdagen. Eller prøver man at tiltrække en særlig softwareudviklerprofil kan man forestille sig emner omkring specialisering, fagteknisk udvikling mm. er vigtigt at få frem i lyset ved konkrete eksempler og testimonials. 

  3. Nå ud til den ideelle kandidat
    Når du skal kommunikere til potentielle kandidater, er det ikke længere kun via jobopslag eller på jeres website, det foregår. Tag alle midler i brug og tænk over, hvordan recruitment marketing budskaber kommunikeres via alle tilgængelige kanaler.

Kanaler til din Recruitment Marketing

Eksisterende og tidligere medarbejdere

Gør det nemt for dem at dele deres oplevelser – kandidater stoler nemlig meget mere på medarbejdere end på rekrutteringsansvarlige.

Kunder

Gennem gode kundecases kan kunders oplevelser med dine ansatte blåstemple den kultur I gerne vil fremhæve. Cases findes nok allerede i salgsafdelingen, så det er bare om at tage dem i brug.

Interessenter/sam-arbejdspartnere

Igen, gode cases på samarbejder med andre virksomheder, kan virke inspirerende og give en idé om jeres bidrag udenfor virksomhedens egne fire vægge.

www…

Engagerende og imødekommende karrieresites konverterer bedre end standarden. Hele 47% af kandidater tjekker virksomhedens website, før de overvejer at søge jobbet, så sørg for at gøre besøget værd at huske.

Jobopslag

Iscenesæt jobbet så attraktivt, at kandidater simpelthen ikke kan lade være med at søge det. Gå eks. væk fra tekstopslag til en mere levende præsentation for at eksemplificere og konkretisere vigtigste budskaber og fastholde interessen hos målgruppen. 

Employer Branding videoer

Lad medarbejderne vise hvem I er, hvilken rejse I er på og kulturen, som kandidaten bare MÅ være en del af. Siger det lige igen: kandidater stoler meget mere på medarbejdere end rekrutteringsansvarlige. 

Sociale medier opslag

Interager på SoMe. Kandidater tjekker jer helt sikkert ud på SoMe, og så skal de vel møde en virksomhed som tager stilling, viser hjerte, mod og engagement?

Nyhedsbreve

Interne & eksterne der inspirerer og deler ud af viden. Hvis indholdet er inspirerende nok, bliver det delt eller omtalt i anden sammenhæng og hvem ved? Modtagere kan være din næste medarbejder.

Netværk

Deltag i udvalgte netværk, tilbyd inspiration og byg din kandidat pipeline op.

Nu tænker du måske, at det er samme indhold og kanaler, der arbejdes med, når det kommer til employer branding? Det er også korrekt. Men den store forskel er, at employer brand arbejde har et bredere fokus på at påvirke omverdens (alle virksomhedens interessenter) syn på virksomheden, hvor recruitment marketing fokusere mere direkte på talent acquistion. Så på den måde supplerer arbejdet hinanden rigtig fint.

Recruitment marketing er god forretning

Almindelige antagelser er, at recruitment marketing er dyrt eller kun er for store virksomheder. Men det er langt fra sandheden. At ignorere fordelene ved recruitment marketing, er både dyr og dårlig forretning. At fortsætte med at bruge penge på sponsorerede copy-paste jobopslag på jobplatforme og sociale medier uden en plan, er det samme som at smide penge ud ad vinduet.  Læg i stedet en plan for at komme så langt ud med dine budskaber som muligt, mål data og engager kandidater over længere tid. Det er det recruitment marketing handler om. Og din belønning vil være, at feltet af relevante kandidater til ledige jobs udvides markant, antallet af uopfordrede ansøgere stiger og kandidaternes brand awareness vil være langt højere, når du er i dialog med dem. 

Alt i alt gør det rekrutteringsarbejdet meget lettere og meget billigere.  

Skal din Recruitment Marketing kickstartes?

Læs også:

Derfor bør du arbejde med Employer Branding