Hvordan laver du et videoopslag, som engagerer de rigtige kandidater?

08.09.2017

I en ansættelsesproces lægges der oftest stor vægt på samtaler, assessments, test osv., mens mange har en tendens til at overse betydningen af selve jobopslaget. Det kan ikke forventes, at de rigtige kandidater kommer så langt som til samtalen – først skal I engagere dem til at ansøge!

Et jobopslag i sig selv er ikke det, der får kandidater til at søge. Indholdet og formen på opslaget er det afgørende.

Med et videoopslag får I mulighed for at vise jeres virksomhed frem på en måde, som vil give potentielle kandidater et umiddelbart og klarere indtryk af jer og jeres organisation, end hvad de fleste formår at formidle i et skriftligt jobopslag. Video kan give kandidaterne en oplevelse af ”at kende jer” på en måde, som får jeres virksomhed til at fremstå mere lettilgængelig og dermed højnes sandsynligheden for, at jobbet søges.

Lige såvel som et skriftlig jobopslag kræver en række overvejelser og bør prioriteres, er det selvfølgelig vigtigt, at I forbereder og filmer en interessant og rammende video.

 

Først og fremmest er det vigtigt, at I holder kandidaten i fokus. En video skal ikke være en lang præsentation af jeres virksomhed og historie mm. Derimod skal I tale direkte til og om kandidaten. Jo mere en kandidat føler, at han/hun kan se sig selv i jobbet, jo større er chancen for, at jobbet søges. Herunder er en række tips til, hvordan i med jeres video kan vække netop den følelse i de rigtige kandidater:

– Forinden videoopslaget filmes, bør I lave en jobanalyse, så I klart kan formidle jobbet indhold. Fortæl ikke hvad virksomheden laver, men hvad kandidaten vil komme til at lave.

– Præsentationen af selve virksomheden bør tænkes som en måde at fange de rigtige kandidater og ikke som en historiefortælling. Hvis I søger en humoristisk medarbejder, så fortæl ikke, at I har en humoristisk kultur, men lav en sjov video! Hvis I prioriterer kreativitet i jeres medarbejder, så skab en kreativ video fri for vanlige floskler. Skal medarbejderen kunne håndtere en hektisk hverdag, så skab aktivitet i videoen. Er samarbejde og sammenhold karakteristisk for jer, så inddrag flere medarbejdere osv.

– Skil jer ud fra mængden. Find på noget, som gør jeres video særlig.

– Film i omgivelserne, som kandidaten vil komme til at arbejde i frem for på HR kontoret. På den måde er det nemmere for kandidaten at få en fornemmelse af dagligdagen i jobbet hos jer.

– Søger I kandidater til stillinger, I allerede har i virksomheden, så overvej om en nuværende medarbejder skal præsentere i videoen frem for en HR medarbejder, hvis opgave i ansættelsesprocessen intet har med selve jobbet at gøre.

 

Derudover er der selvfølgelig en række mere generelle tips til jeres videoopslag:

– Forbered, hvad der skal siges og gøres i videoen og øv, øv, øv!.

– Vælg én, der virker naturlig på kamera.

– Sørg for godt lys og god lyd.

– Vælg jeres ord med omhu – hav blik for, hvilke kandidater i taler til. Der er forskel på, om I skal ansætte en ny senioranalytiker, eller I søger en ny bartender.

– Undgå klichéer, som jobopslag og ansøgninger ofte flyder over med.

– Gå til videoen som en reklame. Det er i mange brancher klart kandidaternes marked, så tænk på opslaget som en måde at sælge jer selv. Kort og præcist.

 

Prioritér tiden til at lave det gode opslag og gør det med udgangspunkt i en klar forståelse af, hvilke kandidater – både kunnen og personlighed – I ønsker at tiltrække. Jobopslaget er det første møde mellem jer og potentielle kandidater, og gør I det godt, er chancen for, at I få engageret de rigtige kandidater langt større.