Du er helt sikkert bekendt med den traditionelle form for rekruttering. Det er den form for rekruttering, som man anvender på jobportaler som fx Jobindex.
Her arbejder man med en lineær kandidatrejse. Man laver et jobopslag, man indrykker det på jobindex, man venter på at modtage ansøgninger, man udvælger hvem der skal til samtale og så hyrer man den bedste kandidat.
Bum.
Men hvad med hele processen inden?
Faktisk så ligger der en lang før-ansøger fase i en rekrutteringsproces, som er startet længe før du overhovedet går i gang med at lave et stillingsopslag. Måske endda længe før behovet for en medarbejder opstår. Der er tale om en løbende indsats med at påvirke kandidaters opfattelse af din arbejdsplads, inden du overhovedet har brug for at ansætte.
I dag er der nemlig stor konkurrence om de dygtigste medarbejdere, hvilket gør at magtforholdet har ændret sig. Før i tiden var det arbejdsgiveren der sad på magten, hvor det nu er kandidaterne. De kan mere eller mindre vælge og vrage. Og derfor bliver I nødt til at gøre jer umage i jeres rekruttering, for at skille jer ud.
Derfor er det vigtigt at skabe opmærksomhed omkring jeres virksomhed. I bliver nødt til at arbejde med at styrke jeres employer brand, så jeres virksomhed fremstår som en god arbejdsplads. På den måde kan I fremhæve jeres kultur, projekter, værdier og selvfølgelig jeres medarbejdere.
Og det er her recruitment marketing kommer ind i billedet. For nøjagtig som dem i marketing arbejder med at overbevise folk om, at de skal købe jeres produkt, er jeres fornemmeste opgave at overbevise kandidaterne om, at de skal arbejde for lige netop jer.