SYNLIGHED, SYNLIGHED, SYNLIGHED
Først skal du sikre dig, at du annoncerer jobbet på de kanaler, som dine kandidater rent faktisk befinder sig på. Langt de fleste kandidater er allerede i job, så de er derfor IKKE aktivt jobsøgende på diverse jobportaler. Hvis du eks. søger efter ingeniører, kunne det være en god idé at annoncere i fagbladet Ingeniøren eller i fag- eller erfa-grupper på diverse sociale medier, hvor målgruppen færdes, netværker og henter inspiration. Mød derfor din målgruppe, dér hvor de er.
SHOW, DON’T TELL
Er du allerede på de kanaler hvor din målgruppe befinder sig og får du stadig ikke nogen ansøgninger, bør du tage et kritisk kig på indholdet af dine annoncer.
Sæt dig i kandidatens sted; Du har måske allerede et udmærket job, så hvorfor skulle du søge netop dette job? Er det helt tydeligt, hvad I tilbyder, som er værd at skifte for? Er det fortalt på en attraktiv og visuelt appellerende måde, så kandidaten næsten kan se det for sig? Hvis ikke du kan nikke genkendende til disse to spørgsmål, er der stor risiko for, at din annonce forsvinder i mængden, fordi den ikke skiller sig ud. Og skiller den sig ikke ud – ja, så forvent ikke at blive væltet af ansøgninger.